fbpx

5 tips til at arbejde på din forretning i “stille perioder” uden kunder

5 tips til at arbejde på din forretning i “stille perioder” uden kunder

I disse dage, hvor vi lige har fået at vide, at Danmark ‘lukker ned’, og hvor frygten for smitte af Coronavirussen fylder rigtig meget, kommer vi også til at mærke det i vores forretninger.

Både store og små arrangementer aflyses, og kunder melder afbud til diverse aftaler for at blive hjemme og undgå smittefare.

Det er en virkelig voldsom situation for mange virksomheder, ikke mindst for små og nyopstartede virksomheder.

Jeg selv har også haft en rolig uge … Der er ikke så mange, der lige nu bestiller nye hjemmesider eller webshops, for tankerne er et helt andet sted hos folk lige nu.

Men jeg har besluttet mig for alligevel at være rigtig produktiv og at investere min ledige tid i tiltag, som vil give mig flere kunder på længere sigt.

Og jeg vil opfordre jer til at gøre det samme.

I denne artikel giver jeg et par idéer og tip til hvordan du kan bruge din tid nyttigt.

1. Opdatér din hjemmeside

Ja, jeg ved det, det er kedeligt. Når først hjemmesiden er på plads, gider man egentlig ikke at rode mere med den. Men husk, at Google belønner websites, som opdaterer og ændrer deres indhold. Og dine kunder vil også være glade for at kunne læse ny og relevant info på din hjemmeside.

Så tjek at dine tekster stadig er up to date (tilret dem gerne en smule), udskift billedet af dig fra 2012 og indsæt nogle nye referencer på din hjemmeside.

Det føles så godt, når det er gjort!

2. Skriv relevante artikler

Hvis du ligger inde med en masse viden på dit fagområde, så sørg for, at folk også ved det. Den bedste måde at vise, at du er ekspert, er at skrive nogle gode, dybdegående artikler – eller lave en video – om et relevant emne.

Så nu, hvor du har lidt ekstra tid på hænderne, er det oplagte tidspunkt til at skrive den der artikel, som du har overvejet så mange gange. Når den så er skrevet, skal du huske at lægge den på din hjemmeside (Google elsker jo nyt content, jfr. punkt 1) og at dele artiklen på de sociale medier, hvor du og dine kunder befinder jer. Hvis du har en nyhedsbrevsliste er det også oplagt at sende et nyhedsbrev ud med nogle highlights fra artiklen og så et link til at klikke sig ind på hjemmesiden for at læse hele artiklen.

En stor fordel ved at have et stort bagkatalog af relevante artikler er for det første, at Google vil ranke din hjemmeside højere, og du vil komme højere op i søgeresultatet. Det giver større chance for, at du bliver fundet på Google og får kunder den vej. For det andet er det rigtig godt at kunne linke til forskellige artikler, når man støder på spørgsmål indenfor disse emner, på de sociale medier. Så virker det meget bedre at kommentere med et link til en gennemarbejdet artikel, end hvis man lige kommenterer med et hurtigt svar.

3. Arbejd på dit netværk på de sociale medier

At have et godt netværk kan være altafgørende for en lille forretning. Jeg har i hvert fald selv haft rigtig meget glæde af diverse samarbejdspartnere og kunder, som jeg har fundet igennem mit netværk. Og hvis du har et par ekstra timer hist og her, behøver du jo ikke at bruge dem på at se kattevideoer på Facebook. I stedet kan du bruge tiden på Facebook på at ansøge om medlemskab til de grupper, der er relevante for din branche. At kommentere og skrive i grupper er efter min erfaring en supergod måde at udbygge sit netværk og at brande sig selv. Det samme gør sig gældende for LinkedIn, hvor det er godt givet ud at bruge en times tid på at læse og kommentere andres relevante indslag og connecte med de personer, der giver mening for dig. Det er måske ikke noget, du kan mærke i morgen, men når du om et halvt år laver et hammergodt opslag (måske med en artikel, jfr. ovenfor) og der så er en forbindelse, der kommenterer og gerne vil starte et samarbejde, så vil du være glad for den tid, du har lagt i at udbygge dit netværk på diverse social medier.

4. Arbejd på din linkprofil

Nu går jeg jo ret meget op i SEO (søgemaskineoptimering) og hjemmesider, da det er en af de ting, jeg arbejder meget med. Og jeg kan ikke gentage det nok gange = det er supervigtigt at arbejde med SEO på din hjemmeside/webshop, så du kan blive fundet i søgeresultaterne af dine kunder.

Et af vigtigste parametre i SEO er linkbuilding. Det handler, kort fortalt, om at du skal få andre gode websites til at linke til dit website. For jo flere indgående (stærke) links, du har fra andre websites, jo mere værdi får du i Googles øjne, og jo højere kommer du op i søgeresultaterne.

Det er oplagt at ringe/skrive rundt til samarbejdspartnere og høre, om de vil indsætte et link til dit website, men husk, at et link fra en stærk hjemmeside med en god linkprofil er meget mere værd end et link fra din nyopstartede samarbejdspartner, der ikke selv rangerer højt.

Linkbuilding kan godt tage lidt tid, for disciplinen går ud på at opstøve steder, hvor du kan indsætte dit link. Diverse lokale registre er også en oplagt mulighed, og er du iværksætter, kan du også oprette en profil på Amino.dk. Løber du tør for links, du selv kan finde, kan jeg anbefale at tage et kig på Linkbuilders.dk (hvor jeg er en af personerne bag), som sender dig tre nye linkmuligheder hver måned.

Hvis du er ekspert på et område er der også mulighed for at skrive artikler, der så publiceres på større websites, mod, at du får et link til din side. Denne type linkbuilding tager i sagens natur noget længere tid, men er rigtig vigtig for din SEO. Men igen, start med de ‘nemme’ links.

5. Opdater og finpuds dine skabeloner

Ligesom mig har du sikkert nogle standardskabeloner for tilbud, to-do-lister osv. Og ligesom mig bruger du måske en ældre version, hvor der er de samme 2-3 ting, du altid lige skal tilrette, når du sender noget ud :-).

Hvis det er tilfældet, er dette igen en god ting at få gjort – at få gennemgået sine standardskrivelser og skabeloner, så de er up to date. For så sparer man tid fremover, når man lynhurtigt kan kopiere en lækker og topaktuel tekst, når der skal sendes noget ud.

Ovennævnte punkter er det, jeg selv sidder og arbejder på i disse dage. Jeg har været i gang med både nr. 5 og 1 – og den artikel, som du lige nu sidder og læser, er et eksempel på nr. 2. Nemlig en relevant artikel, som jeg bruger tid på at skrive nu, men som jeg kan hive frem og henvise til i lang tid fremover, når der er én i mit netværk, der efterspørger idéer til hvad man kan lave i rolige perioder. Dog vil jeg sørge for at tilrette indledeningen, når Coronavirussen ikke længere er på sit højeste. Men resten af artiklen er jo relevant langt ud i fremtiden.

Der er SÅ meget, man løbende kan arbejde på, der forbedrer mulighederne for at få kunder i fremtiden – så jeg ser det ikke som spildte timer, blot fordi jeg ikke arbejder med en kundeopgave. I stedet ser jeg det som nogle produktive timer, fordi jeg arbejder på min egen forretning. Og for at være helt ærlig, så bliver jeg altid så glad, når jeg færdiggør en artikel på mit website, for jeg har set, hvor stor en gavn, det kan have på langt sigt.

Så på med arbejdshandskerne. God arbejdslyst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *